Strandingsprotokol & Strandfogeder

<her indsættes gl. tegning/foto af en strandfoged på arbejde>

Strandfogedens opgaver

I 1888 udstedes der en »Instrux for strandfogederne i Frederiksborg amt, approberet af justitsministeriet«.

Deraf fremgår det blandt andet, at strandfogeden udnævnes af amtmanden efter forslag fra politimesteren, som er hans nærmeste foresatte.

Strandfogeden forsynes med et tegn, som han under udførelsen af sine forretninger bestandig skal bære synligt på brystet.

Når stranding kan befrygtes, skal han give møde på stranden for at træffe de i påkommende tilfælde fornødne redningsforanstaltninger.

Har stranding fundet sted, skal han staks underrette politimesteren og nærmeste toldmyndighed.

Strandfogeden skal foretage, hvad der er påtrængende nødvendigt til bjærgning af indstrandet gods - dog ikke imod skipperens ønske, hvis denne er til stede.

Som assistance kan han forlange hjælp af alle dertil dygtige mænd af almuen.

Når det indstrandede ikke er skib eller ladning, men kun vrag af træ eller lignende genstande, der opdriver, skal politimesteren ikke tilkaldes og strandfogeden skal da besørge hele bjærgningen på hensigtsmæssigste, pålideligste og billigste måde.


Strandingsprotokolen

<her indsættes foto af den gamle strandingsprotokol med segl>

Der oprettes en »igennemtrukken og pagineret« strandingsprotokol, hvori strandfogeden skal indføre alt, hvad der bliver fundet af værdi på stranden i hans distrikt.

For sin ulejlighed aflønnes han med 1/3 af, hvad der måtte indkomme ved salg af det bjærgede, men han skal selv aflønne sine hjælpere.

I protokollen indførte Hans Peter Nielsen de første år en halv snes fund af strandingsgods, og i 1890 omtales strandingen af den svenske skonnert »Jørgine« ud for Rågeleje under en storm.

Ingen kom noget til og da skibet var gammelt og »i alle Henseender slet udhalet«, blev vraget solgt ved auktion på strandingsstedet.

Læs om flere strandinger på siden: Historiske Redningsaktioner.


Strandfogeder i Tisvilde

1888 - 1901: Hans Peter Nielsen

1901 - 1917: Toldopsynsmand Johan Martin Nielsen (Hans Peter Nielsens yngre broder)

1917 - 1942: Fisker Anders Christiansen

1942 - 1981: Fisker Erik Cornelius Pedersen

1981 - 1994: Tømrer Erling Kristensen

1994 - 20xx: Tømrer & kommunalarbejder Vagn Jørgensen

Flere spændende detaljer om strandfogederne i Tisvilde, kan læses i Vejby Tibirke Årbog 2000, i afsnittet om "Strandens vogtere i Tisvilde" af Michael Pers.

 

jkmm retur knap DK