Redningshuset i Tisvildeleje
Hovedgaden 99. 3220 Tisvildeleje
Geokoordinater: Latitude: 56.058 101 Longitude: 12.064 378
Det gamle redningshus i Tisvildeleje fungerede som statslig raketstation fra den 18. juni 1936 og frem til lukningen den 1. september 1975 - tidligere blev raketstationens materiel opbevaret flere forskellige steder i Tisvildeleje.
Redningshuset, der blev opført af Ministeriet for Landbrug og Fiskeri i 1936, ejes nu af Naturstyrelsen, men passes og plejes af Tisvildeleje Bådelaug.
Redningshuset i Tisvildeleje er normalt ikke åbent for besøgende - men der er ofte adgang til det gamle redningshus i forbindelse med lokale arrangementer og udstillinger.
Redningshuset er placeret på en smuk naturgrund, lige over for den gamle stejleplads - det område, hvor de lokale fiskere tidligere hængte fiskenet på stejler (pæle) for at tørre, rense og bøde (reparere) disse.
Når garnene var repareret, blev de behandlet med et opkog af "Katko" i den stor barkekedel for at gøre dem mere modstandsdygtige over for det aggressive saltvand. Barkekedlen kan stadig ses ved stejlepladsen. Bagefter skulle garnene tørre igen på stejlerækkerne.
Tidligere blev stejlepladsen også benyttet til tørring af fisk.